I Sæby har der ikke været bundgarnsfiskere, og det er derfor kun tov, som er blevet tjæret på tjærepladsen. Efter ca. 1955 blev området brugt til industri/beboelse. Dammen blev etapevis opfyldt nordfra, og tjærepladsen rykkede med syd på i takt med opfyldningen. Tjærepladsen var beliggende i længst tid på det sted, hvor kølehuset senere blev bygget (matr. nr. 42b og 42c). Den naturlige afgrænsning var altså - mod nordvest: en sti langs det inddæmmede område, mod nord: "Petroleumshuset" og mod øst: jernbanen. Tjærepladsen har muligvis også strukket sig til syd for den nuværende Gasværksvej. Pladsens areal er ca. 8.000 m2. Kilde: Natur- og Miljøkontoret, "Kortlægning af tjærepladser for fiskegarn i Nordjyllands Amt. SÆBY KOMMUNE, November 1999"

På kortet ses Sæby havn med den oprindelige kystlinie markeret med rødt, og havnebanens forløb markeret med sort. Tjærepladsen er med andre ord området mellem den røde og den sorte linie. Mellem banen og den nuværende kystlinie er der efter banens ophør sket yderligere en fyldning. Det skete i starten af firserne, hvor fiskeindustrien og rensningsanlægget blev opført.

Ifølge ovenståeende kilde, findes der følgende billedmateriale omkring tjærepladsen ved havnebanen: "Flyfoto 1954 (S4030, Flj. 27, nr. 70); 1964 (318F, nr. 202). Pladsen kan ikke observeres på flyfotos. Disse er udelukkende brugt til naturlig afgrænsning." De anvendte fotos skulle befinde sig hos Kort- og Matrikelstyrelsen. Der er brugt en samlet serie fra 1954, som dækker hele amtet (1:10.000) samt billeder fra flere serier fra starten af 1960´erne (1:10.000 eller 1:4.500).

Tjæring af fiskegarn/tov med stenkulstjære er begyndt omkring 1900-1920 og ophørt de fleste steder i 1960'erne, hvor fiskerne gik over til at anvende garn/tov af nylon. Tjæringen blev foretaget med det formål at opnå en imprægnering af garn/tov lavet af naturmaterialer.

Efter tjæringen blev fiskegarnene som regel tørret ved at sprede dem ud på omkringliggende frie arealer (ofte græsmarker). Disse tørrepladser kunne dække relativt store arealer. Flere steder blev garnene ved tørringen hængt op på en række pæle (stejler), og heraf stammer navnet 'stejlepladser', som ofte benyttes om tjærepladserne. Nytjærede tov blev for det meste hængt til tørre på høje træbukke og krævede dermed ikke nær så store tørrearealer som garnene.

Det var nødvendigt at tjære fiskegarnene mindst en gang om året. Tidspunktet for tjæringen afhang af garntypen. De fleste bundgarn blev tjæret om foråret. Ruser blev hovedsageligt tjæret i juni-juli. Tovene var det derimod kun nødvendigt at tjære en gang for alle, nemlig når de var helt nye. Dette foregik hovedsagelig på vodbinderierne.